skip to Main Content

Mange kommuner bruger læringsmesser til at kommunikere deres mange åben skole-forløb ud til lærerne. Det fysiske møde mellem aktører og lærere giver inspiration og mulighed for dialog om ønsker og behov.

Der findes mange relevante læringsforløb uden for skolen, der giver svar på alverdens spørgsmål. Men hvordan bliver lærerne opmærksomme på de mange læringsforløb?

I Norddjurs har man i år valgt at afholde en læringsmesse, hvor lærerne har mulighed for at møde de mange aktører bag læringsforløbene. Tanken er, at det gør en forskel, når lærerne møder en formidler, der præsenterer forløbene og har medbragt materiale og fysiske genstande, der repræsenterer deres sted eller aktivitet. KLC Viborg har ligeledes inviteret kommunens lærere til en åben skole-forårsbazar, der er tænkt som et tilbagevendende arrangement i foråret. Her kan lærerne få inspiration til næste års årsplaner fra udbydere på portalen klcviborg.dk.

Messemodellen er ikke ny. I Syddjurs Kommune blev alle kommunens lærere sidste år frikøbt til at deltage i en messe med aktørerne fra portalen Skolen i Virkeligheden. I Aarhus har man i flere år inviteret skolernes ULF-ambassadører og ULF-udbydere til netværksmøder, hvilket har været givende for såvel lærere som udbydere, der har haft mulighed for at gå i dialog med hinanden om ønsker og behov. Der er generelt stor opbakning fra de mange aktører, som ofte møder talstærkt op. De ønsker den direkte kontakt til lærerne og ser det som et godt supplement til de portaler, hvor de formidler deres læringsforløb.

Erfaringerne med messerne og netværksmøderne er, at lærerne får øjnene op for tilbud, som de ikke kendte til. Det fysiske møde giver inspiration og i nogle tilfælde indgås aftaler på dagen.

I den kommende tid vil der flere steder i landet være fokus på dagtilbud og netværk mellem pædagoger og kulturinstitutioner. Kender du til arrangementer, der understøtter dette samarbejde, eller vil du vide mere om mulighederne for at nå lærerne, så kontakt regional koordinator for Midtjylland, Rikke Bækstrøm, rb@skoletjenestenetvaerk.dk

Back To Top
X