skip to Main Content
Folkemøder Har Stort Læringspotentiale

Hvorfor ikke udnytte at en stor gruppe foreninger og organisationer er samlet til læringsaktiviteter for skoleklasser? Nationalt netværk af skoletjenester og Hjørring Kommune sammensatte et skoleprogram til 700 elever under sidste uges Naturmøde.

Af: Line Krintel Weldingh

Marsvinedissekering, plasticgenbrugskoncert og affaldsstafet. Det var nogle af de aktiviteter, 700 skoleelever fra Hjørring Kommune deltog i, da der den 24.-26. maj var Naturmøde i Hirtshals.

Det årlige folkemøde om naturen rummede mere end 20.000 deltagere og 60 stande, og i år også et skoleprogram med 25 aktiviteter, som Nationalt netværk af skoletjenester havde sammensat i samarbejde med Hjørring Kommune.

Store folkemøder er begivenheder, hvor mange organisationer og foreninger med en helt specifik viden deltager. Derfor er det en oplagt mulighed for at arrangere åben skole-kvalitetssamarbejder med foreninger, som ikke nødvendigvis er i lokalområdet til daglig. Eksempelvis bidrog Danmarks Naturfredningsforening, Plastic Change og Junior-Geologerne med aktiviteter til de mange skolebørn.

25 aktiviteter af høj kvalitet
Kun et par foreninger og organisationer havde på forhånd tilbudt at lave aktiviteter målrettet skolebørnene, men efter Nationalt netværk af skoletjenester prikkede til dem, bidrog ni foreninger, et par kulturinstitutioner, en uddannelsesinstitution og et vandselskab med i alt 25 aktiviteter af høj kvalitet.

Aktiviteterne bar præg af, at eleverne fik fingrene ned i noget – de skulle blandt andet klippe tang i stykker og finde dyr i vandkanten, og mange havde tænkt aktiviteterne ind i deres stande.

”Jeg tænker at med den succes, det har været, hvor de har nået ud til så mange børn i kommunen, er der stor velvilje til at vi gør det igen. Foreninger, der ikke tilbød aktiviteter i år, har også spurgt om de må være med til næste år, ” siger Christine Lund Jakobsen, der er Nationalt netværk af skoletjenesters regionale koordinator for Nordjylland.

Så herfra lyder opfordringen: Hvis der er et folkemøde eller et debatmøde i dit lokalområde, så overvej om der ligger uudnyttede ressourcer, du som kommune kan organisere på en måde, så skolerne har lettere ved at drage nytte af dem.

Vil du høre mere om erfaringerne fra Naturmødet, så kontakt regional koordinator for Nordjylland, Christine Lund Jacobsen,  clj@skoletjenestenetvaerk.dk

Back To Top
X