skip to Main Content
Dissekér En Fisk Og Slib En Sten

Sidste weekend i maj besøgte 30.000 mennesker Naturmødet i Hirtshals. 800 af dem var der af en særlig grund, idet de skulle deltage i Naturmødets skoleprogram. Skoleprogrammet er et særligt tilrettelagt program for 3. og 5. klasser, som i år var en blanding af show, naturquiz, deltagelse i en læringsaktivitet samt tid til at snuse rundt i Naturmødets stande og aktiviteter på egen hånd.

I et skoletjeneste-perspektiv er læringsaktiviteterne interessante. Alle aktører, der deltager på Naturmødet inviteres til at byde ind med en aktivitet for skolebørnene. Det gælder både organisationer, forskningsenheder, virksomheder, lokale skoletjenester, foreninger og forsyningsvirksomheder mm.

For Hjørring Kommune handler det om at udnytte det læringspotentiale, der dukker op, når så mange ekspertiser for en stund er samlet på et sted, og dermed lade et politisk højt prioriteret område komme borgere i alle aldre til gode.

Her ses tre eksempler på aktiviteter, som skolebørnene kunne deltage i:

Foreningen
Vendyssel Stenklub inviterede børnene ind til at se på lokale sten og forsteninger. Med en lup kunne de se stenene tæt på, mens der også var mulighed for at slibe sin egen sten, og se, hvilke farver og mønstre, der dukker op, når stenen er helt glat. Lokale eksperter fra klubben stod klar til at fortælle om stenenes særkender.

Forskningsenheden

DTU Aqua havde indrettet et stort telt på havnen med kassevis af nyfangede fisk og skaldyr i alle størrelser. Her fik børnene fingrene helt ind bag gællerne, når de med skalpel og udstyr dissekerede det havdyr, de helst ville blive kloge på. DTUs forskere hjalp med dissekeringen af de største havdyr og supplerede børnenes undersøgelser med viden om dyrenes anatomi og liv i havet.

Virksomheden
Kommunikationsbureauet Tankegang satte fokus på de 17 verdensmål. Med hjælp fra en erfaren musiker skabte en skoleklasse en protestsang, der handlede om klima. Børnene lavede også skilte, som skulle bruges, når de gik rundt blandt Naturmødets deltagere og “demonstrerede”.

Det er målet med skoleprogrammet, at alle skal have noget ud af det. Børnene skal tage noget læring med sig derfra. Som eksternt læringsmiljø har man mulighed for at præsentere sit kerneområde for en anden gruppe børn, end dem, man normalt har adgang til. Og som kommune har man mulighed for at tilbyde et større udvalg af åben skole-aktiviteter, end der normalt er tilgængeligt.

Husk, at du altid kan kontakte Nationalt netværk af skoletjenester, hvis du vil have inspiration til, hvordan en stor begivenhed i dit lokalområde kan tænkes ind i en åben skole-kontekst.

Print Friendly, PDF & Email
Back To Top
X