skip to Main Content
Artikel: Gør Dine Tilbud Landsdækkende
Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet

På Vikingeskibsmuseet i Roskilde betyder et nyt tilbud med omfattende onlinemateriale, at langt flere børn kan få gavn af det. Og Vikingeskibsmuseet er ikke den eneste institution, der er blevet landsdækkende:

”Forløbet er baseret på fem film, der introducerer arbejdet før, under og efter en undersøgelse samt hvordan museet vælger at formidle fortællingen. Dertil vil eleverne have adgang til tekster, billeder, film og hjemmesider, der kan bidrage til forståelsen af, hvorfor og hvordan de forskellige fagligheder arbejder på et museum.

Sådan står der om undervisningstilbuddet ’Fra fund til udstilling’ for 6.-8. klasse på Vikingeskibsmuseet. Selvom forløbet bygger på samarbejde mellem museum og skole, kan man nemlig som lærer også vælge at afholde forløbet alene ved hjælp af det materiale, som Vikingeskibsmuseet har gjort offentligt tilgængeligt på deres site. Der kan man som lærer også finde detaljerede vejledninger til forløbet – én til hvis man vælger at gennemføre det i samarbejde med museet, og én til hvis man vælger at gennemføre forløbet selv.

Se Vikingeskibsmuseets online undervisningsmateriale her.

Flere får gavn af ekspertisen
På Vikingeskibsmuseet handler undervisningstilbuddet om at give eleverne indblik i museets arbejde med genstande som kilde til historien – fra et arkæologiske arbejde til udstilling og formidling. Det gør de gennem onlinemateriale, som læreren kan bruge direkte i undervisningen. Og flere andre institutioner rundt om i landet har kastet sig over et lignende format.

For eksempel har Forstadsmuseet og Greve Museum samarbejdet om forløbet ’Forstadens stemmer’, hvor materialet til undervisningsforløbet er lektionsinddelt og indeholder videoer, kilder og øvelser. For at gøre tilbuddet helt lokalt kan klassen tage på byvandring i en forstad nær dem og museerne har gennem onlinematerialet givet lærerne en udførlig guide til aktiviteten.

Læs mere om forstadsmuseets undervisningstilbud ’Forstadens stemmer’ her

Onlinemateriale kan naturligvis ikke erstatte turen til et eksternt læringsmiljø, men det giver god mulighed for at sprede den ekspertise som eksterne læringsmiljøer besidder, så endnu flere børn kan få gavn af den.

Har du udarbejdet undervisningsmateriale, som kan bruges i hele landet, vil vi meget gerne høre om det. Og har du spørgsmål til de to museers arbejde med undervisningsmaterialet, er du ligeledes velkommen til at kontakte din lokale koordinator her.

Back To Top
X